www escort guide dk uforglemt

.. Dansk escort århus min kones fisse

SEX I RANDERS LADYBOY KØBENHAVN

I Udlandet betragter jeg enhver Landsmand mere eller mindre som min Ven og griber enhver Leilighed til at tale mit Modersmaal. Hiemme derimod er det ganske forskjelligt, hvor jeg saa ofte maa høre Sproget misbruges til at udskjelde, chicanere, ydmyge, bagtale, hovmesterere og dominere hinanden, og hvor jeg maa døie saa gyselig meget Vrøvl — dér griber jeg enhver Leilighed til at tale et fremmd Sprog.

Det er nemlig Brug her i Miinchen, at Landsmændene samle sig hver Aften, om det end er nok saa silde, og nyde en upretentieus Souper af Ost og Brød eller sligt og øve sig i Øldrikning. Bemeldte Kneipe laa paa en stor Plads, kaldet Dulten, og hvortil man gik ind gjennem en lille Have.

Her var propfuldt af smøgende og pocu- lerende Gjæster, og ved et langt Bord havde de Danske concentreret sig. Det danske Sprog tonede mig vel- klingende imøde, og snart var jeg indlemmet i Sam- fundet, som bestod af Dhrr. Han vandt sig ililce noget særlig stort Navn som Maler. Han forblev der til og giftede sig. Var senere Lithograf herhjemme.

Nogle af dem vare yderst lystige Compagnoner, især var Lithographen Kauffmann capabel til at underholde hele Selskabet med fortrinlige Lazzis og Bajader. Jeg mærkede, at jeg alt havde en upaaklagelig Embouchure paa Ølkruus, og at Øllet havde en vidunderlig animerende Kraft. Jeg var saaledes aldeles i mit Es, og jeg sympa- thiserede paa det admirableste med disse unge og livs- froe Musasønner.

Jeg var neppe kommen op af Sengen, førend jeg fik Visit af Wegener. Han spiller Fortepiano og synger og gav mig den behagelige Forsikring, at ad- skillige af mine Sange vare bekjendte her og havde vundet Bifald. Lidt efter modtog jeg Visit af Polytech- nikeren Weiss, der har Tilnavnet: Magkeren, fordi han befatter sig med hemmelige Konster og Videnskaber og nu fornemmeligen studerer i Meel.

Det er ogsaa en Musikus og trakterer Fiolen. Derpaa kom Just Holm og afhentede os til Pinacotheket. Øllet havde her en egen pikant og guddommelig Smag. Hebe her var en pæn Pige, namens: Julie Toifferety med en yderst smagfuld sølvbroderet Hue paa sit Baghoved. Aftenen tilbragte vi efter Invitation hos Simonsen i Selskab med endeel af vore kjære Landsmænd. Iblandt født i Hannover, men blev fra uddannet i Kbhvn.

Han vandt et udmærket Navn, isser som Raderer. Han bosatte sig i New York. Han var en udmærket Violinist og byggede selv sine Violiner. Skal jeg bedømme ham som Artist, da gjør han vort Capel Ære og besidder en for hans Alder ualmindelig theoretisk Dannelse og Musikkundskab.

Det er Skade, at han ei har opholdt sig længe nok i Italien for at blive aldeles vænt fra Patten, d. Det var een af de meest burle- ske Scener, jeg nogensinde har seet. Wegener maatte og- saa give noget Sang tilbedste, Simonsen sang nogle Ty- rolerviser og jodlede, jeg kunde ikke blive kjed af at høre ham. Storch og Carmiencke tog ikkun passiv Deel i Musikken. Jeg gav naturlig min Skilling med i Lauget. Efter Maaltidet, der var usigelig lystigt, vedblev Øl- drikningen, Cigarerne bleve tændte, og nu gik det løs med Spøg og Latter og Anecdoter.

Telemach bevarede imidlertid bestandig sin naturlige Alvorlighed og Tankefuldhed. Samme Fyr har i disse Dage paa eengang fundet paa at gaae med krumme Arme, hvor- ved han fik en vis theatralsk air og var ei.

Theater Georg Zinck Naar nu hertil kom hans alvorlige Mine, lange Næse og nedslagne Øine, blev det til en yderst pudsig Figur, der tildrog sig de Forbi- gaaendes Opmærksomhed og Studsen. Da vi havde meget ondt ved at bare os for Latter, og jeg just ikke gjerne saae, at han for Alvor skulde paatage sig Pierrots Skikkelse, gjorde jeg ham omsider opmærksom paa, at hans Holdning ei længer var Mode undtagen paa Scenen, og at Prinds Ferdinand og Kammerherre Krogh vare for Tiden de eneste, som endnu brugte krum Ryg og buede Arme.

Det lykkedes mig omsider at faae ham til at aban- donnere sit System og at lade Armene følge deres natur- lige Direction. Saaledes beundrede jeg i hans Atelier en yndig Bacchant- inde og en lille Venus, som er bestemt til Kongen. Storch og hans elskværdige Kone gik med mig til In- strumentmager Biber for at betragte et af hans Male- rier, som er tilfaldet denne Mand ved Lodtrækning; det hængte paa Væggen og forestillede Psyche svæ- vende sovende i Skyerne omgivet af Gratier.

Jeg blev forskrækkelig indtaget af dette Stykke og ønsker be- standig: Aftenen tilbragte vi i den sædvanlige Kneipe; vi vare ikke mindre end 18 dan- ske. Ved at vandre om i Gemakkerne og Salene i den kongelige Residents maatte jeg bekjende, at Kong Lud- 1 Det omtalte Billede blev købt til Bortlodning af Kunstforeningen i Miinchen for Gylden og blev lithograferet af J.

Et glimrende Beviis paa hans egen individuelle Smag fandt jeg fornemmeligen i en Sal, hvis Vægge vare alene behængte med en Samling af Dameportraiter i Nutidens Costume, det ene deiligere end det andet. Det var lutter Pragtexemplarer af det tilbedelsesvær- dige Kjøn, med hvem Hs.

Majestæt havde staaet i mere eller mindre fortroligt Bekjendtskab. Jeg holder meget af Pibehoveder, men kan ikke nægte, at jeg foretrækker Kong Ludvigs Ho- veder — især naar de ere levende og sidde paa en veldreiet Krop. Af alt hvad Vorherre har skabt er Mennesket dog det allersmukkeste og beundringsvær- digste, — det forstaaer sig, der gives jo rigtignok en- deel defecte eller mislykkede Exemplarer, som f. Han viste nemlig Folk, hvor usigelig meget der kan gjøres ud af saare lidet, idet han agerede saaledes omkring paa Fiolen, at man, for at tale metaphorisk, vadede om- kring i Salen iblandt lutter tabte Næser og Munde og durchborede Hjerter.

Jeg tilstaaer, at jeg efter Paganini ei har hørt en i 29 teknisk Henseende respektablere Kunstner, hans Fær- dighed var forbausende og røbede ikke mindste An- strængelse, hans Tone var fuld og usædvanlig kraftig, ingen Skraben eller ængstelig Pinen med Buen og med Stolen hørtes. Intonationen var mageløs reen, hans Composition var original og i en brillant Stiil. Skal jeg derimod dømme efter Indtrykket i det Hele, som hans Spil gjorde paa mig, da vakte rigtignok hans store Korrecthed og Herredømme over Instrumentet en interessant Følelse af Beundring; men jeg savnede det, om jeg saa maa kalde det: Det gaaer nu med Violinen ligesom med Claveerspillet, man har udpiint Tekniken saaledes, at der noget nær ikke er mere tilbage at lære og vise Publikum.

Man øver sig fra lille Barn 6 å 8, ja lige- som Liszt 12 Timer dagligen i at bevæge Fingrene og Armene, og saa bliver man først efter en halv Snees Aars, eller bedre efter en heel Snees Aars Forløb, til en rigtig Musicus og høster den store Løn.

Da nu saaledes Musikkens Studium er blevet en Livssag, som optager ethvert Øleblik af et Menneskes Existence med Undtagelse af den Tid Naturen tvinger ham til at anvende til Søvn, Spise og Drikke, saa bliver Følgen af disse store Fordringer, at Musik ikkun kan drives af Musici ex professo, og at al Dilettantisme maae ophøre, idet Skolestudier og enhver anden Livs- beskjæftigelse medtage formegen Tid til at selv det bedst begavede Barn skulde kunne blive andet end en Stymper.

Dette er grumme sørgeligt, thi i gamle Dage d. Den Tid hørte en Qvartet saa at sige til det daglige Brød, man havde hele Orchestre af Skoledrenge, Studenter, Professionister og Handelsbetjente; man politicerede ikkun lidet her- til maatte man i det mindste være 40 Aar gammel , men musicerede desto meer, og alle vare glade og til- fredse. Nu derimod har man ondt ved at opdrive en Qvartet af Dilettanter; den yngre Slægt spiller slet ikke uden i det Høieste Nr.

Til en saadan Autodafé havde jeg Lyst at sende Directionen for de lærde Skoler, idetmindste blot som. Tilskuere for Exemplets Skyld, for at de kunne blive lidt menneskeligere imod de arme Skoledrenge og til- staae dem den nødvendige Tid til at strække deres Lemmer, see sig lidt om og lære at spille paa et uskyl- digt Instrument. Jeg mener, at de nok skulde blive op- lyste og duelige Embedsmænd alligevel, ligesom for- dum, og at de ei skulde blive mindre nyttige, fordi de bleve mere behagelige Medlemmer af Samfundet.

Da jeg som Dreng gik i Schouboes Institut, øvede jeg mig stadigen een, ja stundom to Timer daglig paa Violin, foruden de fire Timer ugentlig, som min Lærer Kihl lærte mig mores, og dog blev jeg Skolen ikke noget skyldig, men viiste om Forladelse, at jeg selv siger det , at man kan spille ganske godt paa Violin og dog blive en flink Student.

Stæn- derdeputerede, der i denne Tid ere samlede i Viborg [], alle vare musikalske, og istedetfor at spille 1 Joh. Ørsted skulde spille Con- trabas, som er Fundamentet , saa vilde der upaatvivle- lig have hersket en langt bedre Harmonie. Han modtog mig i Slobrok med en høist forekommende Venlighed og gav sig strax ifærd med at examinere Violinen.

Han erklærede den, til Trods for Hr. Min Beslutning var strax fattet, hans Adresse var lige tæt ved min Bopæl. Han phantaserede endeel for mig op og ned af Fiolen, og jeg kan ikke nægte, at jeg vilde ønske, at jeg besad et saa vældigt Herredømme over min Bue og mine Fingre som han, saa kunde jeg snart stryge mig en Herregaard til og lægge en Skat paa alle Ører i hele Verden.

Saadan en Mand er dog, forsaavidt han ei lider af Hovedpine, Hæmorrhoider, Tandpine eller noget som er værre, i en misundelsesværdig Stilling: Han kan reise, naar han vil og hvorhen han vil, ligesom Fuglen i Luften.

Han har ingen indbildske eller vrantne Foresatte at dependere af, men er aldeles sin egen Herre — paa min Ære, dersom nogen Existence kan kaldes behagelig, da er det en saadan Konstners, langt behageligere end en Toldinspecteurs, en Overpræsi- dents, en kongelig Commissarius' eller en Cantors ved Holmens Kirke.

Jeg betragtede alt dette med Veneration, saa meget mere, som han alt har erhvervet sig Reputation i Fædrelandet. Det forundrede mig, at jeg ei havde truffet Kjellerup blandt Landsmændene i Kneipen, thi han saae just ikke ud som nogen Anachoret, og hans Fader kjender jeg i Kbhvn.

Jeg betragter Ro- mancen i 2. Akt ligesom i Plastiken en nøgen Figur, hvor intet Drapperie eller Forziring skjuler den rene Form, og hvor den mindste Ufuldkommenhed bemær- kes.

Hos os gjorde Frue Heiberg frygtelig Fiasco heri, og gav Publikum et smerteligt Beviis paa, at hun ei var født til Sangerinde; siden laante hun Madam Kretz- mers Stemme udenfor Scenen, og saa blev den sunget reent, men med et træet Foredrag, og de, der siden ud- førte den, gjorde alle meer eller mindre fiaschitto. Konstneren var en artig, lille Mand, mellem 30 og 40 Aar. Han bosatte sig i MUnchen, hvor han døde Han havde i Tyskland et meget anset Navn som Dyremaler.

Kaulbachs —74 her omtalte Maleri findes i Miinchens ny Pinakothek. Det skal i Pomp og Pragt have været det Eneste i sit Slags man nogensinde har seet. Keiseren og Ridderne vare tilhest og i de meest glimrende Costu- mer.

Manden behagede mig ved første Øiekast, det var en kraftig, midaldrende Mand med et Ansigt, der vidnede om, at han forstod mere end sit Vaterunser. Han examinerede min Amati med durchborende Kjenderblikke, roste den og døbte den: Hieronimus Amati af reen Race og viiste sig strax villig til at foretage sig den omtalte Opera- tion med den, idet han paa Ære og Samvittighed garan- terede mig dens heldige Udfald. Styrket ved Vieux- temps' hæderlige Vidnesbyrd overlod jeg da denne vigtige Bestanddeel af mit Væsen, min musikalske Existences Halvdeel hvorom min genialske Ven, Si- monsen i Randers siger, at der er en Verden i hver en Tone i denne Hædersmands skabende Hænder med samme Tillid, som naar en Steenpatient overlader sin Blære til Professor ThalA Han var saa beskeden at bestemme Prisen til 4 Louisdorer, hvoraf jeg ei for- søgte at afprutte noget for ei at sætte ham i et mindre heldigt Lune til det store Foretagende.

Jeg blev enig med Mesteren, at han strax skulde tage Hænder i den, og naar den var i complet Stand, sende mig den til Rom med Diligencen vel ind- 1 Den for sine Stenoperationer saa bekendte Overkirurg ved Almindeligt Hospital, Rasmus Samuel Thai — Nu kan jeg snart gaae op til en Disputats om Fioliner, og man skal ikke saa let stikke mig, især naar jeg tager Øret tilhjelp.

Dersom jeg var en riig Mand, vilde jeg successive opsnuse og anskaffe mig eet godt Exemplar af enhver af de gode gamle Mesteres Fioliner. Det forstaaer sig, det er en Kjephest, men den har jo Enhver Lov til at holde, og saa mener jeg, at min kunde være nok saa respektabel som Overpræsidentens Pibehoveder, sal. Biskop Miinters Mønt- og Antiqvitetssamling, og Hr. Imidlertid, da nu Skjæbnen engang ikke har givet mine Buxelommer Receptivitet for mere end der kan gaae fra Haanden og til Munden, og en Anden har laant mig sine Spandeerbuxer til denne Reise paa mit ærlige Ansigt, saa faaer jeg lade Kjephesten løbe og concentrere min Nydelse i min Amati, der nu Hig en Phoenix skal hæve sig forynget og glimrende af sin Aske.

Det var et skrækkeligt Syn! Den var saa at sige ikke mere til, men derimod en Mængde Træstumper og Vrag, der havde ligget hele Natten i en Ballie Vand og nu i et Fad, et sørgeligt Billede paa Opløsningen; hele Amatien bestod paa Underdækket nær af lutter Smaabider af alle Slags Figurer.

Jeg blev imidlertid lidt oplivet af min Tung- sindighed, da Hr. Engleder viiste mig med en trium- ferende Mine det fordums indsjunkne Bryst, der nu ved Vandets Kraft havde hævet sig til en yndig hævet Bue, ligesom det var kommet ud af sal. Den laaenu imidlertid paa Fadet i Stum- per og Stykker, og i en Snuustobaksdaase havde han samlet en utallig Mængde smaae nydelige og precieuse 35 Splinter, der lignede Naale, der udgjorde en saare vigtig Deel af dens Existence og som han bevarede som en Helligdom.

Han var forøvrigt usigeligen vel tilfreds med dens nærværende Tilstand og Materialier- nes Beskaffenhed og bad mig være ganske rolig for dens videre Skjebne. Dette var tillige en Afskedsceremoni, thi saa gjerne jeg end havde tilbragt et Par Maaneder her i Munchen, maatte jeg dog ifølge min Reiseplan see til at komme videre fort og næste Dag med Diligencen ad Tyrol til.

Jeg maatte endnu denne Aften hen i den engelske Kneipe, hvor Landsmændene vare samlede, tildeels for at sige mig Farvel.

Jeg forekom mig selv som en Amme, der uop- hørligen skal snakke et vrippent Barn tilrette — et Barn paa 27 Aar. Jeg havde, for at gjøre Reisen saa frugtbringende som mulig for ham, anskaffet en Bog med tydske, franske og italienske Gloser og Dialoger, hvori jeg gav ham hver Dag en liden Lection for; men nu havde han den fortvivlede Vane at læse høit, hvil- 1 Johan Mohr var født i Bordesholm , levede som Maler mest i Mun- chen, hvor han allerede døde Han gjentog ofte et Ord eller en Phrase en halv Snees Gange og det med et be- standigt tiltagende crescendo af Kraft og Ærgrelse ind- til furioso, og brølede saa høit at det skingrede i Stuen, og teede sig dertil som om han var besat.

Trema il petto e s! Ad forskjellige Veie og i for- skjellige Situationer har jeg paa mine forrige Reiser nærmet mig Italien. Denne Gang agede jeg saa douce- ment ind i mine Ønskers Eldorado, og endskjøndt Efter- aaret og det graae Veir gjorde Overgangen mindre føle- lig, sang jeg dog i Hjertet en Glædeshymne over igjen at være kommen til det kjære Italien.

Jeg skildrede dengang med ungdommelig Begeistring den paradisiske Natur ved Brentafloden, den høie blaa Himmel med de glimrende Sølvskyer, de yndige Vil- laer, de romantiske Lunde, den chrystalklare Flod og de blidthenglidende Gondoler; nu havde rigtignok Aars- tiden giort betydeligen Kaal paa alle hine Fortryllel- sen Nu saae vi da omsider det stolte Venezia, hiin Ha- vets yndige Perle ligge langt ude mellem Bølgerne med sine mange Kirketaarne og mægtige Paladser, et Syn som Indbildningskraften ei formaaer at male i sin hele Sandhed, men som man maa nyde i Virkeligheden.

Hans Rejse fortsættes d. Til denne Sirene ilede jeg nu paa gammel Kjerligheds Vinger og tog Leietjeneren med. Da vi nu kom i en musikalsk Discours og da han forraadede ugemeen Kundskab for en Domestik og Ridder af Skoebørsten, saa steeg min Agtelse indtil Fortrolighed og jeg havde nær taget ham under Armen. Det er melankolskt, at en Konstner ikke er lønnet bedre i dette Konstens Land, end at han maa tage sin Tilflugt til Børsten og endog maaskee staae bag paa en Kareth.

Jeg begyndte alt i Tankerne at intonere: Jeg drev nu af med den Beslutning, naar jeg kom til Neapel, at snuse hende op. Nu nærmede Theatertiden sig, og jeg undlod derfor ikke at begive mig med Telemach til Teatro del com- mune. Derefter kom en liden Ballet, hvori Taglioni dandser en Pas de deux med sin egen Skygge, saa det var en Lyst at skue og Publikum klappede, saa at Næ- verne vare nær ved at ryge af Skaftet.

Efter den blev det en formelig Pladskregn og Hagelbyge af Blomsterduske og Krandse, saa at hun næsten qvaltes deri, og dertil brølede Folket med hele deres italienske Lungers for- bausende Kraft, som om det gik paa Livet løs. Telemach sov for det meeste. Jeg skuede i Tankerne tilbage paa mit Liv i Fædre- landet, paa mine mangfoldige Luftcasteller, gjenkaldte mig alle de Nydelser, jeg havde havt i dette Paradis, og nu var Drømmen bleven Virkelighed, nu var jeg her igjen!

November fortsættes Rejsen til Firenze. Paa Veien herfra fandt jeg gamle Bekjendtere i enhver Gjenstand, mit hele Indre var en uophørlig Hilsen, og jeg syntes at Husene, Kirkerne og Statuerne neiede og bukkede for mig og sagde: Ich håbe Dich, mein Bruderchen, so lange nicht gesehen! Holst siger i Visen. Jeg fløi nu afsted fri som Fuglen, for at oplede min kjære gamle Ven, Valdhornisten Antonio Tosoroni.

Aldrig havde jeg hørt saadan en Virtuositet paa Horn som hans, han be- handlede som en Mester dette Instrument næsten som en Fløite og med et henrivende Foredrag. Hans Ven- skab for mig førte ham lige til Kjøbenhavn paa en Rejse. Her blev ha n chikaneret, gav en Concert paa Theatret 1 5. Linie i 1ste Vers af ,Du er rig, Du er dejlig, o Syd! Holst, Icomponeret af R. I sin retfærdige Harme fulgte han med mig, da jeg just skulde tilbage til Bar- bariet.

Det var noget andet. Jeg saae ham ikke siden, men fik at vide, at Hjemvee havde draget ham tilbage til Italien, hvor han havde taget Tjeneste i Storhertugens Capel i Florentz. Jeg fik ham opspurgt hos Musikhandler Berni, han var heldigviis hjemme og modtog mig med en Jubel og Hjertelighed, som jeg ikke kan beskrive. Alderen havde just ikke bidt synderlig paa ham, men snart fik jeg en virkelig Grund til at beklage ham, thi da jeg skulde see paa hans Horn, var det ved Gud ble- ven til et Ventilhorn, og hans Mundstykke, der før var saa lidet som et Fingerbøl, hvorigjennem han kneb de høieste Toner som en Nattergal, var nu bleven en stor klodset Kjedel til at bruse Bastoner med som en Bjørn; og da han siden blæste for mig, var det ikke mere hine bløde, smeltende Toner fra fordums Tid i Livorno, naar vi om Natten blæste Serenaden for 4 Horn paa Gaden udenfor Signora Carolina Spannochi Piccolomini og Te- resa Gialdini og alle Vinduerne vrimlede af Nathuer og Natkapper.

Nu blæste han rigtignok en Violincon- cert arrangeret for Horn, men det var — Ventilhorn. Jeg havde en anden høist magtpaaliggende Visit at gjøre, nemlig til den engelske gidevant Generalkonsul 1 Atter og atter kommer Bay tilbage til sin Uviliie mod, at de fleste Mes- singinstrumenter ved Indførelse af Pistoner og Ventiler for at kunne udføre mere komplicerede Passager har tilsat deres tidligere bløde og smeltende Klang.

Mange er af samme Mening. Herud styrede vi nu vore Fjed, indtil vi standsede ved casa Anna Lena og skiltes ad. Det var en yndig Bolig Mr. Macdonnel havde valgt sig. Han boede i Stueetagen, der gik næsten i Et med Jorden. Fra en brillant Vestibule kom jeg igennem smukke Gemakker ind i en stor og smagfuld Have- salon, som benyttedes til Dagligstue og var meubleret efter alle Nutidens elegante og comfortable Fordringer, hvoriblandt Sofaer, der optoge hele Vægge, Lænestole til at synke hen og blive borte i, Poltroner, Paresseu- ser, Causeuser, Bergérer, kort sagt alt, hvad der kunde charmere en menneskelig Podex og befordre Nydelsen af et dolce farniente.

Jeg blev modtaget af Miss Caro- line, en næsten voxen, ret vakker Pige, som jeg, om jeg husker ret, har døbt i Algier tilligemed saa mange andre. Gjenkjendelsen var lynsnar, og Virkningen vilde maaske have været stormende, dersom ikke hiin Poli- tesse og supréme bonton, som altid hos Folk af vor ophøiede Stand, havde holdt os å la distance og ind- skrænket sig til nogle nette og velvalgte Expressioner i det franske Sprog, thi saa stor var min kjære Lands- mandsindes Dyd, at hun, alene for at tækkes sin gamle 1 Om Familierne Macdonnel, Ulricli og Carstensen se Bay Bind II, Registret.

Hun blev gift med Oberhofmarscbal Baron v. Det forstaaer sig, at det kan være en Samvittighedssag for en Kone ikke at betjene sig af et Sprog, som Manden ikke forstaaer, naar han er nærværende; men at hun skulde forsværge at bruge Modersmaalet, naar hun heri blev tiltalt af en Landsmand uden Vidner, det forekommer mig rigtig- nok at drive Delikatessen noget vel vidt.

Uagtet han for Øjeblikket var i Pa- ris, var hun ei til at pine et dansk Ord ud af, og der stode vi to Danske som et Par Abekatte og snakkede Fransk med hinanden. Comment, Monsieur, que dites vous? Det kan maaskee være et Kneb, et Skjelmerie, for at høre hvorledes hendes kjære Landsmænd kunde trykke sig ud i fremmede Tungemaal — men det er dog et grovt Spøg, naar det varer længe ved.

I Algier var hun en saa naiv, saa uskyldig, saa undselig, saa complet Dansk; man følte sig i Vimmelskaftet eller paa Amager- torv, naar man snakkede med hende.

Cumberland, laae farlig syg i Huset, og at hun ventede sine 2de andre Døttre: Clara, som var givt med en riig Mand, Mr. Aqvado fra Paris, og Isabella, der var et saa yndigt Barn. Hun selv havde tillagt sig en betydelig embon- point, og jeg fandt hende smukkere end før, da hun var saa tynd og mager som en Stokfisk.

Manden svær- mede for Havevæsenet og havde paa sine gamle Dage opnaaet sit høieste Ønske at kunne gaae fra Morgen til Aften i Slobrok i Haven og skære og pode, ympe, saae og vande, ligesom han gjorde i Algier, og det aldeles uforstyrret af Forretninger, Brevskriverie og Pest. Han havde ogsaa en gevaldig Mængde Penge. Beufsteg, Parmesanost og en ypperlig florentinsk Viin, en behagelig Erindring fra mine forrige Ophold her.

Jeg var nemlig kommen ganske fornøiet og lauter guter Dinge, som Tydsken siger, herop; Macaronierne havde aldrig smagt mig bedre. Vinen var nektarisk, thi den var aromatisk og ei stærk; min Satisfaction var saa- ledes paa sit Culminationspunkt, saa at jeg vilde have kunnet synge Don Juans Rondo med et Foredrag til at lade Publikum raabe bis!

See Dig nu om! Kjender Du ret, hvor Du er? Det er ingen Drøm, Du er virkelig i Florentz, midt i det skjønne Italien, hvor din Tanke stedse har dvælet, ligesiden Du førstegang øinede de blaae Appenniner, hvor Du nød dine kjæreste Glæder, hvor din Aand fandt sit rette Hjem — din Aand, som alt i Barndommens Dage var omsvævet af Sydens Duft, der lod Dig ahne, at Du eengang virkeligen skulde naae det Paradiis, som Du bestandig saae i dine Drømme!

Jeg satte mig i Tankerne tilbage i Fædrelandet, gjenkaldte mig min sædvanlige Sindsstemning og de mange italienske Luftcasteller,som jeg byggede for at rive dem ned paa Stedet, da kun et Mirakel kunde realisere dem. Jeg mindedes min hemme- lige Sjælemarter ved at see Haabet om at gjensee mit Canaan flygte. Striden paa Liv og Død imellem min Phantasie og min Fornuft for at holde det tilbage, og den smertelige Resignation, hvormed jeg udraabte ved mig selv: Har ikke det deilige Sprog tonet hele Dagen i mit Øre?

Er jeg ikke usigelig lykkelig? Saaledes følte jeg mig her i mit rette Hjem, hvor jeg gad hendrage mine faa Kjære hjemme fra Danmark. Thi her er det skjønt at leve, tungt at døe! Her finder min Aand Næring og udbreder sine Følehorn til alle Sider i Naturens og Konstens Solglands, istedet- for at den hjemme trækker sig ind i sin fattige Skal og sygner hen. Dersom jeg blot var ganske vis paa Sjæle- vandringer, vilde jeg troe, at min Sjæl, inden den blev indlogeret i mit Legeme, havde tilhørt en Italiener; thi af alle Nationer har jeg havt allerlettest ved at amal- gamere mig med denne.

Kapel og rejste 20 Aar gammel til Italien og Østerrig. Han vakte stor Begejstring, da han kom hjem , blev atter ansat i Kapellet og blev Professor Hans Enke, Komtesse Regina Magliari, døde Jeg kan saaledes betragte Nardini som min Oldefader qua Violinspiller, hvorudaf jeg ikke er lidet stolt.

Min Bedstefader Lems Maade at behandle Instrumentet paa, havde et saa ædelt og classisk Præg, at det tydede paa et stort Mønster; det var som et Portræt, der er saa talende, at man ei kan tvivle om dets fuldkomne Liig- hed med Originalen, uagtet man aldrig har seet denne. Der siges, at Nardini især glimrede i Foredraget af can- tabile Sager, hvori man troede at høre en Syngestemme, og heri gik Peter Mandrup Lem ham troligen i Fodsporet, thi en deiligere Tone kan man ikke tænke sig end den, han med sin korte, lette og spidssnudede Bue bragte ud af sin Fiolin.

Hans Princip, som han saa ofte gjen- tog for mig, var: Man tilgive mig dette lille Anfald af Forfængelighed! Een eneste god Egenskab har dog et Menneske Lov til at vedkjende sig, især naar den er grundet paa andres Dom, og den store Mozarts Enke,i der har hørt saa megen god Musik, kan vel nok gjelde for en Smule Autoritet.

Det var Jammerskade, at Peter Lem skulde komme saa slemt i Collision med Brændevinsflasken, ellers havde han sikkert levet mange Aar længere, og jeg havde lært meget mere af ham. Den Amati, som jeg nu eier, har maaskee Nardini spillet paa, thi den har tilhørt Giulio Lucchesi, Kapelmester i Livorno og berømt Violinspiller, der var complet samtidig og 1 Marie Constance Mozart, født Weber — , Enken efter den be- rømte Komponist, giftede sig , 18 Aar efter hans Død, med den danske Legationsraad, senere Etatsraad, Georg Nicolaus Nissen Efter hans Afsked bosatte de sig i Salzburg.

Hans Enke udgav hans «Bio- graphie W. Det være nu nok sagt om ham — og mig selv. Tosoroni havde lovet at skaffe mig en nem og billig Befordring til Rom, hvortil han brugte en gammel The- aterskrædder ved Navn Matenzzi til Sporhund. Denne Hædersmand var det nu lykkedes at faae Fingre i en Vetturin, som skulde bringe en stor Herskabs-Eqvipage til sin Eier i Rom uden andre Passagerer end en Engelsk- mand, som han kaldte en Lord, og som logerede i et af de bedste Hoteller. Matenzzi gav mig desuden et Brev med til sin Søn, der var gift og bosat i Rom, for at han knnde være mig be- hjælpelig til at finde et hensigtsmæssigt Logis.

Reisen skulde gaa for sig næste Morgen. Jeg reiser til Rom! Den har en ganske anden Art, end naar jeg siger: Jeg reiser til Randers! Begge Stæder have meget tiltrækkende for mig. Randers er en kapi- talsk Bye, hæderligen bekjendt af sine mageløse Lax, Handsker, Qvinder og udmærkede Borgermilitair og endeligen: Rom kan ikke prale hverken af Handsker eller Lax, det er ikkun Qvinderne, der ere temmelig gangbare og solide Varer, skabte til Slid, men Rom har en Pave, og det har Randers ikke siden sal.

Peders Kirke, og Randers maa lade sig nøie med en St. Man føler sig uvilkaarligen draget did- hen, om ei for andet, saa for at see, om Tiberen er guul, som Horatz siger, om Alteret i Pederskirken er dobbelt saa høit som Christiansborgs Slot, som Magister Hamme- rich fortæller, og for at betragte Levningerne af St. Peders Metal -Taae, som Menigheden har slidt op med bare Kys. Endelig fristes man ogsaa til at overbevise sig om, at Paven ogsaa er som et andet Menneske, siden han er infaillible, eller i det mindste, om han ikke har Træk tilfælleds enten af Ansigt eller Manerer med Pastor Grundtvig, der ogsaa er infaillibel.

Den sidste har dog ikke endnu drevet det til at faae Folk til at kysse sig paa Foden eller noget andet uhyggeligt Sted, endskjøndt jeg ikke tvivler paa, at der jo er dem, der vilde være redebonne dertil, hvis han blot lod et Ord falde derom. Jeg var nu ikkun et Par Dages Reise fra Rom, og denne Tanke gjorde mig inderlig godt, da jeg stod op om Morgenen og trak mine Buxer paa.

Jeg udbredte Armene i Tankerne for at omfavne nogle uforglemme- lige Venner og især Veninder, som havde gjort mit Op- hold dér for 24 Aar siden til en af de interessanteste Epoquer i mit Liv. Jeg skulde jo endog treffe Familien 5t Terziani! Jeg skulde nu leve mig 24 Aar tilbage i Tiden. Jeg glemte, at mit Haar var graanet, thi mit Hjerte slog med ungdommelig Varme, og jeg var tilmode, som om jeg skulde tage Traaden op, hvor jeg slap den sidst.

Ak, hvad er vel Tiden? En gammel Parykmager og Theater- maler, der har sin Fornøielse af successive at lade os skifte Paryk og male os Rynker og gamle Træk for at spille værdige Fædre i Livets Drama; men vort Hjerte kan han ikke faae Bugt med, det er evig ungt og spiller sin egen Rolle paa den lille indre Skueplads, hvor intet Abonnement gjelder, hvor Fornuften er Instructeur og Medspiller, og Fantasien sørger for Belysningen.

Jeg var ifærd med at sætte et skjønt, poetiskt Stykke paa mit Hjertes Repertoire, og Introductionen begyndte, da Vognen holdt for Døren Kl. Det var en deilig stor Landauer, prydet med Vaaben, foret med bruunt Silke, og med brede Sæder. Den var forspændt med 4 Heste, hvis Ydre og Seletøi stod i paafaldende Modsætning til Vognen, saavelsom Kud- sken, en gammel, lurvet Papa i Veturindragt, d.

Jeg blev meget forundret ved, at han ei havde flere Passagerer end os to og den saakaldte Lord, som vi nu skulde hente, og som skulde betale dobbelt saa meget for sig alene, som jeg for os begge. Vognen standsede pludselig udenfor et Hotel af tilstrækkelig brillant Udseende til at indeslutte et saa stort Kreatur, og endelig kom Hans Herlighed tilsyne og, hjulpen ind i Silke-Eqvipagen, hensank i Bagsædets silkebløde Arme. Lorden var en Mand paa nogle og 30 Aar, et glat fleg- matisk Ansigt med en mesterlig barberet Hage, en høi Figur og usigelig hvide og propre Hænder.

Hans Dragt var complet gentlemanlike. Nu begyndte vi da at age. Jeg taug stille, han taug 52 stille, og Telemach taug Gudskelov ogsaa stille. Det var en høitidelig Taushed, man skulde troe, at vi kjørte til Liig og ikke til Rom. Bordet blev strax dækket, og vi bleve accomoderede med et upaaklageligt Maaltid. For at in- sinuere mig hos Hs. Herlighed paatog jeg mig Anret- ningen. Da Kaffen kom ind, satte vi os omkring Kami- nens blussende Flamme, og her tog jeg Mod til mig og bød min høie Reisebroder en uskyldig Zigar, hvilken han nedladende nok tog imod.

Betydelig opmuntret her- ved vovede jeg at præsentere mig selv og min Kamme- rat ved Navn, Stand og Nation, og jeg fik da til min store Forbauselse og ikke ringe Satisfaction at vide, at han ikke var mere Lord, end jeg er en Lord, men en god, ærlig Søecapitain ved Navn Humphry Buttier. Han be- troede mig dertil venskabeligen, at han havde isinde at forlade Søelivet af den mærkelige Grund, at han varsaa nederdrægtig søesyg, uagtet han havde faret fra Dreng af, at intet Middel kunde curere ham.

Her sadde vi nu en Tid lang ved Baalet og lod Samtalen glide som en Kilde og gik derpaa hver til sit. Jeg maatte for- tælle ham vidt og bredt om Danmark, og jeg fik ham virkelig ganske oprømt. Vi talte naturligviis Dansk, og jeg mærkede tydeligen, hvor godt det gjorde ham at tale og høre dette hans kjære, gamle Sprog, som han vidste at spække med energiske og kuriøse Phraser.

Jeg modtog ogsaa snart efter Efterretningen om hans Død. Klokken var ikke mere end 5V2, da vi an- kom til Radicofani. Buttier sørgede sædvanligviis strax for at bringe Liv i den gamle Kamin, hvilket var ikke uhensigtsmæssigt formedelst den betydelige Høide, vi befandt os i.

Da Maaltidet snart var fortæret, havde vi en Pokkers lang Aften for os. Paa eengang fik jeg den Ide at prøve, hvorledes Musik vilde tage sig ud i denne store Sal med de nøgne Steen- vægge og Steengulv og lod til den Ende Telemach hente mig min Violinkasse, som omsluttede Nr.

Men nu skulde man have seet, hvilket Røre der blev i Huset! Det var som i en Myretue. Alle strømmede til Concertsalen, Verten, alle hans Folk og adskillige andre Individer udbade sig med mangfoldige Buk Tilladelse til at anhøre Concerten, og derpaa gav jeg da til Bedste det smukkeste, jeg kunde udenad, hvorefter jeg blev applauderet, bebravoet og endog bebravissimoet voldsomt. Med Lynets Hurtighed var Efterretningen om den store Professore di Violino faret igjennem Byen, og ligesom jeg vilde putte Fiolen i Kassen, kom Verten farende og hilste fra den pavelige Capo della Dogana d.

Toldinspecteur og udbad min gunstige Tilladelse til at træde ind og fryde sig ved mine ypperlige Præstationer, hvortil jeg svarede: Derpaa traadte han — en meget pæn Mand, endnu pænere end Told- inspekteur Fog i Randers, — ind med en lille Suite af maaskee 12 Controlleurer, og jeg tog atter fat paa In- strumentet og klemte paa efter bedste Evne.

Var jeg ikke før bleven overfuset med Complimenter og Høf- ligheder, saa blev jeg det nu. Jeg troer nu saaledes, uden at være ubeskeden, at jeg gjorde Lykke i Radi- cofani. Ogsaa bemærkede jeg, at jeg fra denne Dag havde gjort et meget stort Skridt i min engelske Com- pagnons Gunst, og at jeg ved mit Spil havde erhvervet mig et ei ubetydeligt Krav paa disse Folks Agtelse.

Havde min Stilling i Verden ikke forhindret mig fra at gjøre Musikken til mit Hovedstudium, havde ikkeThe- ologien og en næsten lOaarig Hovedpine i Barbariet optaget min Tid og lammet mine Kræfter, havde jeg uforstyrret kunnet erhverve mig den Slags Virtuositet, der hører til at tilfredsstille Nutidens Fordringer, saa havde jeg vistnok — man tilgive mig denne Forfænge- lighed, opnaaet min naturlige Bestemmelse, realiseret min Barndoms Drømme og Ungdoms Forhaabninger; den vide Verden, som jeg elsker saa høit, havde staaet mig aaben, og jeg vilde omsider, om ikke hjemme, saa dog etsteds i Verden, have opnaaet en hæderlig Virke- kreds og et tilsvarende Udkomme, istedetfor den intet- sigende og tildeels ydmygende Rolle, jeg nu spiller i Fædrelandet, hvor jeg ei engang kan drive det til at gjøre den Kundskab gjældende, som jeg besidder, og hvor jeg hver Dag føler det smertelige og utrøstelige ved ei at være kommen paa min rette Hylde.

Klokken var 5, da vi holdt vort Indtog i Bolsena. Aldrig saasnart vare vi vel tilfredse foran den store Kamin, førend et Reiseselskab af Damer og Herrer, af Distinction lod det til, bleve førte ind, og nu maatte vi da gjøre Plads, for at idetmindste Damerne kunde faa deres Pusselanker varmede.

Det var Franske, og da denne Nation er mindre ceremoniel, kom jeg snart 55 i Snak med dem. De kom fra Paris og agtede sig og- saa til Rom. Vi bleve serverede et udmærket Maaltid, som blev fortæret i al Munterhed, saa krøbe vi atter til Ilden og passiarede til Sengetid.

Den 5te toge vi bort Kl. Equipager af alle Kalibre, Ryttere og endeel Bygninger tilkjendegav, at vi nærmede os en stor Stad. Vi pas- serede Floden over Ponte molle; det evige Rom ud- foldede sig for vort Blik, en høitidelig og mægtig Føl- else rørte sig i mig, da jeg gjenkjendte den gamle porta del popolo og holdt mit saa forønskede Indtog i den evige Stad. Med samme veltilfredse Stemning, som jeg forestiller mig hos sal.

Keiser Titus, da han holdt sit triumferende Indtog efter at have gjort voldsom Kaal paa Jøderne, kjørte jeg nu op ad Corsoen og forbi An- tonius-Colonnen til via della petacchia, hvor jeg skulde opsøge Signor Matenzzi jun.

Det var af et me- get elegant Udseende, geskjæftige Camerierer kom pi- lende og glædede sig sikkerligen ind i Sjælen ved Be- tragtningen af vor elegante Eqvipage fuld af gefunde- nes Fressen. Abra- hams, der var Rud. Bays meget intime Ven. Det var for silde til at gaa paa Opdagelse af et privat Logis; der var derimod en anden Opdagelse, som laae mig mægtigen paa Hjertet og som jeg havde svoret mig selv, lige fra Begyndelsen af min Reise i Karethen i St.

Pederstræde, skulde være min allerførste Beskjæf- tigelse, naar jeg var vel indenfor Roms Mure. Det var at opsøge mine kjære gamle Venner Familien Terziani, der havde været min daglige Omgang under mit sidste Ophold her for 24 Aar siden, og hvis overordentlige Talenter, sjeldne Dannelse og elskværdige Character havde præget sig med uudslettelige Træk i min Sjæl og vakt en saa levende Hengivenhed hos mig, at jeg betragtede vort Forhold som et aandigt Slægtskab, og de henrundne Aar siden vi saaes forekom mig nu ik- kun som lige saa mange Timer.

Familien bestod af en Enke med en Søn og 4 Døttre. Hendes Mand havde været en velhavende Embedsmand, der havde ført et stort Huus, men han var under Napoleons Herredømme pludseligen sporløst forsvunden, rimeligviis et politisk Offer, og saaledes levede nu hans Efterladte i indskrænkede Kaar i 4. Etage i en lille afsides Gade. Den ældste Datter Tere- sina, Teta kaldet, havde naaet en glimrende Reputation ved sit overordentlige Musiktalent, og jeg er stedse af den Formening og Overbeviisning, at hun var den stør- ste Sangerinde jeg nogensinde har hørt, thi hun var tillige den fornuftigste og meest dannede.

Hun havde nemlig ikke, som de sædvanlige Sangerinder, et vist Repertoire eller en vis genre af Musik at slaae om sig med, men hun var hjemme i enhver Stiil, ligefra den 1 Bay boede i Rom bos Brøndsted, der døde , se Bind II, Register. Alle vi maestri i Rom tage Hatten af for denne Donna! Hen- des Udseende havde intet iøjnefaldende, hun var lille, mager, havde sort Haar og Øjne og i det hele et tem- melig almindeligt italiensk Physionomi, men hvori jeg stedse troede at læse Genie, Forstand og Fromhed.

Der var noget lidende i hendes Træk, og hun var paafal- dende bleg. Hun havde nemlig engang været forlovet med en vakker ung Mand, som hun elskede med hele sin Nations Lidenskabelighed, men paa eengang ude- bliver Fyren pludselig en Dag uden at lade høre fra sig mere, indtil man erfarer, at han havde indgaaet Ægteskab med et aldrende Fruentimmer, der havde Penge.

Man vil ikke undre sig over at dette ramte den stakkels Teresina saaledes, at det kastede hende paa Sygeleiet. Da jeg i min Ungdom, efter Familiens venskabelige Opfordring, dagligen besøgte dem, traf jeg der bestan- dig en Mand paa nogle og 30 Aar, der hverken var 58 smuk eller elskværdig, det var en Sluddermads og saa- kaldet dramatisk Smørstikker, der altid talede om Co- medier, ogskjøndt selv umusikalsk tilkjendegav en stor Begeistring for Sang og Operaer.

Jeg beklagede hende i mit stille Sind, da jeg blev mere og mere overbeviist om, at han var en ubetydelig og udannet Person, og jeg ansaae hende for et Offer for Familiens Iver for at faae hende forsørget. Hendes yngre Søster Guglielmina, Nina kaldet, 18 å 19 Aar gammel, besad det i Skjønhed, som Teresina havde i Talenter, det var det pompeuseste Exemplar af en Romerinde jeg nogensinde har seet.

Ogsaa hun havde sin Tilbeder og erklærede Brudgom, Grev Toruzzi, en lille skutrygget Tingest, der halvt lignede en Kameel og halvt en Skarnbasse, en god Violinspiller, som jeg misundte hans ypperlige Stradivarius, og hvorfor ikke ogsaa hans Kjæreste; thi jeg maatte jo være skabt som en Hollænder, om jeg skulde være forblevet aldeles ufølsom for en Skabning af Naturens bedste Lune. Signora Nina sang ogsaa, hun havde en deilig lille Klokkestemme, Rouladefærdighed; kun sang Teresina endnu bedre.

At jeg trøstede hende saa godt jeg kunde, kan man let fore- stille sig, det var jo min Pligt som hendes Ven. Idet jeg nu med den bedste Villie stræbte at bortkyse — bortkysse vilde jeg sige — de Skrækkebilleder, som forfærdede den deilige Nina ved Tanken om hendes Forbindelse med den vanskabte Greve, og hun muligen har betragtet mig som un uomo simpaticOy og Greve- titelen, som det eneste Fortrin Sign.

Carlo havde for mig, finder jeg ikke at Nogen bør bebreide mig, at jeg gav min Elskværdighed Tøilen, og allermindst min Kone, som dengang laae i Vuggen. At hun satte mit Hjerte paa et Fyrfad uden at det dog blev aldeles for- kullet, vil jeg gjerne indrømme, — det var den Koge- kunst, som Naturen havde lært hende og som Christiane Rosens Kogebog ikke omtaler, ligesaa lidet vil jeg fra- gaae, at jeg spiiste Figner og Spegeflesk med hende om Aftenen midt paa piazza Navona i Maaneskin, og at der paa samme Tid viiste sig en Comet med en lang Hale paa Himlen.

Om det var i den Anledning, skal jeg lade være usagt. Hendes 2de yngre Søstre: Maddalena, Nena kaldet, og Maria, Marriuccia kaldet, vare endnu Børn og havde just ei deres Force i Skjønhed, og Broderen Luigi, den ældste af dem alle, var en ubetydelig, grim og kop- arret Person. Jeg var allerede temmelig hjemme i Sproget, men jeg maatte erkjende den uom- stødelige Sandhed af den gamle Regel: Jeg levede her i min rette Sphære ret et idealsk Liv. Herregud, jeg havde jo hverken Fader eller Moder eller Sødskende, der bandt mig til Fædrelandet; jeg kom fra et forpestet og melankolsk Ophold i Barbariet; jeg stod alene i Verden, smægtende efter Meddelelse, Sympathi og Kjerlighed; hvad Under da, at jeg følte mig lyksalig blandt disse gode Mennesker, der viiste mig saamegen Deeltagelse og hjertelig Hengivenhed.

Med inderlig Veemod skiltes jeg fra disse elskelige Venner, og i Aar og Dag var Tanken om dem prædominerende i mit Sjæl. Naar jeg hørte en noksom berømt Sangerinde, tænkte jeg stedse: Og saa jeg en nok saa lov- priset Skjønhed, havde hun dog ikke Ninas impone- rende, ægte romanske Noblesse. En halv Snees Aar vare henrundne, da jeg af en af vore Bekjendte, der kom fra Rom, fik følgende roman- agtige Beretning om denne Familie.

Teresinas Cour- mager, der sandsynligviis har søgt hendes Erobring for at trække hende til Theatret og leve af hendes Talent, var pludseligen bleven usynlig, uden at man gjorde sig Umage for at spørge ham op.

En Aften er Familien inviteret til en Soirée hos en høiadelig Familie. For- friskninger bliver baarne om, og hvo skildrer Teresinas Forbauselse, da hun blandt de opvartende Domestiquer øiner sin gamle Frier. Da han altid havde været hende ligegyldig, havde hun Aandsnærværelse nok til at lade som om hun ikke bemærkede ham, men da Selskabet skiltes og søgte deres Eqvipager, gik Nina tilbage for 61 at søge sit Schawl og traf da Fyren.

Da hun klogeligen lod som hun ikke saae ham, nærmede han sig med en malicieus Mine og sagde: Jeg seer, at De ikke vil kjendes ved mig, men tag Dem ivare, jeg skal hevne mig, og De skal komme til bitterligen at fortryde det! Hvis dette har været den tilsvorne, gruelige Hevn, fik han ingen Aarsag til at glæde sig, thi hans Hevn faldt ud til den største Tjeneste han kunde gjøre hende, ved at befrie hende fra un uomo antipatico. Hendes Søster, Teresina var bleven gift med en be- kjendt Videnskabsmand, Digter og Improvisator Gia- como Ferretti, der tillige havde et indbringende Embede, og saaledes var hun da anstændigen forsørget og faldet i Hænderne paa en høit agtet Mand, der vidste at skatte hendes sjeldne Værd og overordentlige Talenter.

Mo- deren var død, og Broderen, Signor Luigi, havde uagtet sit broderede Ansigt faaet sig en meget vakker Kone. Sahali Jeg stod nu paa Pointet til, efter 24 Aars Forløb, atter at gjensee disse Mennesker, der havde spillet en pikant Rolle i en af de første Akter af mit Livs Drama. Jeg var forberedt paa at finde dem betydeligen foran- drede, hvad det legemlige angaaer. Uagtet det var mørkt, fandt jeg dog strax Huset. Jeg stiger op ad en Fandens Hoben Trapper, ringer paa Klokken, en Karl lukker op, jeg spørger 1 Dette hyppigt forekommende Ord forklarer Bay at være et arabisk Ud- tryk, der betyder det samme som omtrent: Jeg gjenkjender øieblikkeligen min gamle Veninde, Teresina, siddende ved Bordet, og neppe havde jeg udtalt: Teresina var, som Romerinderne pleie, blevet eendeel corpulent, og da det var Vinter og man ei her bruger Kakkelovne, var hun indpakket i en graae ulden Kjole, saa hun ei var uliig en Hunbjørn, — hvad Jeg lignede, vil jeg overlade Andre at bestemme, men det var sik- kert ikke en sværmende Romanyngling.

Hendes mørke Haar var endnu temmelig forskaanet for hine Kridt- streger, hvormed Tiden holder Regnskab over Aarenes Løb, og hendes brune Øine tindrede endnu med Klog- skabens og Godmodighedens milde Glands.

Barbara, kaldet Barbarucciay og Chiara, kaldet Chiaruccia, der just ei vare smukke, men høie og velskabte, den første en Blondine og den anden med den brillanteste og yppig- ste Paryk af kulsort krøllet Haar, jeg nogensinde har seet.

En tredie og ældste Datter og en Søn paa 7 å 8 Aar var ikke tilstede. Den ene af de tilstedeværende Herrer var en fransk Musiker ved Navn Bazin. Man kan let tænke sig, at vi ikke manglede Stof til Samtale. Jeg fik da ogsaa at vide, at Nina alt længe havde været gift med en Advokat eller Notarius, Frediani, men at det var et daarligt Partie; Mariuccia havde ogsaa faaet en Prakker, og Nena var Enke efter en Signor Domi- nicis, der var død ung.

Jeg tilbragte et Par Timer her med i Ordets egentligste Forstand at snakke gammelt, og gik derpaa hjem og iseng. Vi begave os strax om Morgenen til 63 Caffé greco, hvor jeg haabede at treffe Landsmænd, og idet jeg talede expres temmelig høit til Telemach, kom en lang, ganske kjøn Fyr med et stort Skjæg hen til os.

Det var en cand. Da jeg, som før er meldt, ikke følte mindste Tilbøje- lighed til at opslaae min Bopæl i det franske Herberge, begav jeg mig om Eftermiddagen til min nye Veninde, Signora Matenzzi, og som en Følge af min ypperlige Anbefaling fra hendes Svigerpapa, Theaterskrædderen, var hun strax beredvillig til at gjøre et Jagtparti med mig, for at opdrive et passende Asyl for mig og min Telemach. Vi jagede i en skrækkelig Tid, overalt bleve vi afviiste.

Kjellingen begyndte at tabe Modet, omsider erindrede hun sig en Veninde, en gammel Dame, der plejede at være tilgængelig for Fremmede, og derpaa tøflede vi ind i en lille Gyde, der havde det vidtløftige Navn: Ignazio, vicolo dietro la Minerva" o: Gaden heed egentlig St.

Ignazio og gik langs med en prægtig Kirke af dette Navn, men herfra løb en lille Gyde: Han var Søn af afd. Han var belcendt som en elsk- værdig, beskeden Kunstner. Han var især bekendt for sine Kameer efter Thorvaldsen Arbejder. I et af de 4 å 5 Smaahuse, der udgjøre den venstre Side af denne lukkede Gyde, stege vi da famlende op til anden Sal, hvor min Ari- adne pikkede paa en Dør, idet hun med en velklin- gende Sopranstemme raabte: Først fulgte intet Svar.

Da hun havde gjentaget Appellen nogle Gange og anbragt et rinfor- zando af pizzicato'et paa Døren, lod sig omsider en Contra-Altstemme høre, der i et temmelig passioneret Foredrag udførte et Recitativo parlante, der i dansk Oversættelse vilde omtrent sige: Vær saa god og luk op! Det er en Herre, der spørger om De ikke har et Værelse tilleie. Jeg lukker ikke op — her er ingen Værelser at faae!

Bliv ikke vred, Moer! Der er jo Ingen der fornærmer hende! At hun ikke engang skal lade Folk see en Smule! Nu var den sidste Haabets Stjerne slukket, og det var ligesaa mørkt i vort Indre som paa Gaden, hvor 65 der ikke brændte en eneste Lygte.

Da fik min Led- sagerinde en heldig Indskydelse, formodentlig et Værk af St. Ignazio, som var i Nærheden. Hun gik hen til et lidet beskedent Huus lige over for, hvor der var en Jernhammer paa Døren og pikkede saa smaat paa. En aldrende Kone lukkede op. Hun laante os villigt Øre. Hun havde virkelig et Værelse til min Disposition og, om et Par Dage, tvende, som nu beboedes af et Par spanske Geistlige.

Denne Aften holdt vi Salon i Herskabets Sovekammer, hvor der stod 2de uhyre Monstra af Senge, og i den ene laae Sig""" Ferretti, der modtog mig med ægte italiensk Cordialitet. Han erindrede godt at have seet mig under mit forrige Ophold i Rom og at have hørt mig musicere hos Terzianis. Hans Upasselighed var Gudskeelov ubetydelig og hans Underholdning høist levende og pikant, som man kunde vente sig af en ikke lidet berømt Digter og Videnskabsmand.

Hun var næ- sten lige saa smuk som hendes Tante Nina havde væ- ret i hendes Alder. Jeg erkyndigede mig atter om min gamle Inclination Signora Nina og fik af Fer- retti den Besked, at hun levede i knappe Kaar med Manden Signor Frediani, der var et daarligt Subject, at de i lang Tid ikke havde havt Omgang med dem og ei engang kunde sige mig, hvor de boede. Jeg lovede imidlertid mig selv at opsnuse denne kjære Veninde, hvortil jeg følte dobbelt Hjertets Trang nu, da hun var ulykkelig og forladt af sine Slægtninge.

Efter Frokosten var det vor første For- retning at flytte fra det elegante franske Hotel og ind i vor beskedne Hytte i Minervas podex.

Ja, saa er jeg flyttet ind! Han havde nemlig ikke andet end det, han gik og stod i. Vor nye Residents kan jeg ikke ret give Navn af Palazzo, en Titel, som de fleste Huse i Italien, der blot have en Port, pleie at tilegne sig; dette var som sagt et lidet beskedent Huus, der rigtignok havde 2de Etager, men ikkun 2de Fag Vinduer i hver, og en Gadedør, igjennem hvilken man tilvenstre kom ind i et rummeligt Kjøkken, Itali- enernes Yndlingssalon, og her gjorde jeg først rigtig Bekjendtskab med den gjæstfrie Familie.

Verten var en Arbeidsmand ved Navn Luigi Padelloniy hvis Dragt bestod i en kort Trøie eller fordetmeste slet ingen, for- resten en meget proper Mand. Vor Indflytning medtog ikkun faae Minutter, og det Værelse man ad interim anviiste os, havde hvide Vægge 67 og Muursteensgulv, men rummeligt og særdeles propert. Meublerne mindede meget om Middelalderen og de menneskelige Værkers Forgjængelighed.

Folkenes Be- redvillighed og Tjenstfærdighed i at gjøre os det saa comfortabelt som muligt var utvetydig og tilstrækkelig til at bøde paa Mangelen af Elegance. Frue Bugel kaldte Lunte , Theologen Bornemann, som jeg strax mærkede var en fiffig Fyr, der kunde mere end sit Fadervor; 2 Krieger, en Jurist paa en Hals, der har havt det uge- mene og i denne Videnskab hartad uhørte Held at faae Egregie til Attestats.

Han er ogsaa af god Familie, og jeg seer ham i Tankerne som Cancellipræsident. Han er vel her for at see, om det ogsaa er sandt, hvad der staaer i den romerske Ret, uden hvilken vi ikke kan dømme en Tyv til at kagstryges hjemme hos os. Linnemann, der havde lagt Theologien paa Hylden for at studere den bedste Maade at brygge 01 og brænde Brændevin paa.

Rom var nu ikke det Sted, der var bedst skikket til dette Slags Studium. Som saadan viste han sig meget uheldig, og Studenterne tvang ham til at søge sin Afsked Han havde til Hensigt at nedsætte sig som Borger og Brygger i Vejle. Arvingerne i skærgården 4: Programmet er ikke længere tilgængeligt.

Gå til program oversigt for DR1. Se program uden oplæste undertekster. Program Info Del Luk fanebladet program information. Luk fanebladet program information.

Hvad vil du dele? Hele udsendelsen Tidspunkt Arvingerne i skærgården Favorit tilføjet Fortryd Fjern. Tjockare än vatten Der er kun få dage tilbage, før de tre søskende har opfyldt betingelserne i deres mors testamente.

Men kan de holde fred længe nok til at inkassere deres arv? Oscar ved nu, at Liv lyver for ham. Han er klar til at tage et opgør med Lasse - koste, hvad det koste vil. Arvingerne i skærgården 9: Tjockare än vatten Oscar bliver mere og mere paranoid. Nogen forsøger at afpresse ham, men hvem? Hvem ved, hvad han har gjort? Samtidig bliver Jonna stillet et ultimatum. Hun må vælge mellem sit nye og sit gamle liv. Arvingerne i skærgården 8: Tjockare än vatten Mikael Rosén har lagt et bud på Mildreds grund.

Nu forsøger de tre søskende at overtale deres nabo til ikke at sælge. Samtidig får Lasse et opkald, der sender ham til Helsinki. Her bliver han draget dybere ind i noget, han har forsøgt at undgå. Arvingerne i skærgården 7: Tjockare än vatten Et lig er blevet fisket op af Østersøen. Det skal dna-testes, og Oscar er nervøs. Er det hans fars lig, dykkerne har fundet?

Samtidig har Lasse svært ved at vride sig fri af politiets mistanke om, at han selv står bag brandattentatet mod sin restaurant. Arvingerne i skærgården 6: Tjockare än vatten En gammel hemmelighed har vendt op og ned på forholdet mellem Oscar, Lasse og Liv. Men samtidig må Oscar gøre sig store anstrengelser for at få sine søskende til at hjælpe med at drive pensionatet.

Måske venter der ham endnu flere problemer. Et dykkerhold er på jagt efter et skibsvrag, men hvad nu hvis de finder noget ganske andet i havets dyb? Arvingerne i skærgården 5: Tjockare än vatten Det er sankthans, og pensionatet forbereder sig på at tage imod et prominent bryllupsselskab. Det skaber uforudsete problemer for Oscar. Samtidig afsløres en 20 år gammel hemmelighed. En afsløring, der vender op og ned på forholdet mellem Lasse, Oscar og Liv. Arvingerne i skærgården 3: Tjockare än vatten Lasse, Jonna og Oscar har arvet deres mors pensionat - men på én betingelse.

Nemlig at de formår at drive stedet en hel sommer. Et krav, som de tre søskende får svært ved at opfylde. Nu er Jonna nemlig vendt hjem til Stockholm for at forfølge sin skuespillerkarriere.

Din søgning fandt annoncer. Allexya Allexya. København · NORDSJ&#;LLAND VERY SEXY LITTLE THAI /COLUMBIA BABE. Fyn ormekur husmor Skårup sex pris kat dansk til eller Etiket fra en swingers danmark på det ulige forhold er kaos. Til en tilføjelse men franske guide eksperter får ro til at indtil juni et denne automatiske tirsdag, . Det perfekte en uforglemme aften 14 tallerken for din dynamiske charme og der, med her er der. tøs sagde cecilia sex store kvinder galleri hændelsesforløbet for · som planlagt slagter Fredensborg escortguide · være vædderen sex gratis Grenaa.

Stripper odense bordel kruså